Nyheder
Koncerter
In English
Links
Kontakt
Tilmeld dig vores nyhedsbrev
Indtast din e-mailadresse

Velkommen til Port Friendlys hjemmeside! Det er vores ambition at holde alle interesserede ajour med Port Friendlys krybdyragtige evolution. Det vil sige koncerter, udgivelser m.m. Inden længe vil det også være muligt at gøre dybdeborende studier i vores historie. Men inden vi kommer for godt i gang, vil vi begynde med at holde løftet om at føre jer – vores hårdt prøvede og nye fans – ajour med hvad der sker på nærmeste hold. Velkommen i havn og tak for besøget!

Sidste nyt!

 

6/5 - 07

Kom til sommerkoncert med PF på Tjili Pop d. 30. juni, kl 21! Det hyggelige sted danner rammen om en akustisk koncert med harpe, harmonier og det hele. PF har for anden gang fornøjelsen at dele scenen med Morten Skou Andersen. Mortens spidende danske viser er bestemt værd at lægge øre til - og PF vil gøre deres bedste for at bløde lidt op på stemningen.

TJILI POP • Rantzausgade 28 • 2200 København

 

27/2 - 07

Port Friendly takker det engagerede publikum der gav os rygvind ved de netop afsluttede koncerter rundt om i landet. Afslutningen i Vega var fænomenal. PF ved ikke hvem alle disse ansigter var der lod sig indfange af scenelysets skær - men en stor tak for opmærksomheden skal der gå til jer alle! Forhåbentlig vil der inden længe blive ny mulighed for at forbedre bekendtskabet. Følg med på denne side.

Billedet ovenfor er fra lørdag d. 24. februar i Store Vega

En særlig tak til Mikael Simpson for at tage PF med på turneen; en ikke mindre tak til de uforlignelige konceptmagere / t-shirt-kunstnere / turné-kompaner i de pink kasketter - Anna Gulmann og Simon Kampmann. Sluttelig tak til Sølvstorm for tung bas og godt selskab.

I denne omgang, og desværre - absolut ingen tak til Århus.


26/1 - 07

Så kommer den lovede opfølgning på koncertfronten. Port Friendly er gået amok i en rus af rastløs aktivitet og spiller hele fem koncerter i løbet af februar 07. Bandet har været så heldige at den enigmatiske og på samme tid allestedsnærværende Mikael Simpson tager PF med rundt om i landet som support.

Det bliver i det akustiske format med harpe og sfæriske harmonier når Peter og Sebastian d. 16/2 spiller Viften i Rødovre; d. 17/2 Templet i Lyngby; d. 22/2 Pitstop i Kolding; d. 23/2 Train i Århus. Der sluttes af i København i Store Vega d. 24/2.

Port friendly har netop betrådt forstads-scenerne i Rødovre og Lyngby. Bandet takker for et lydhørt publikum der med tilsyneladende stor koncentration fulgte den episke fremfærd. PF har allerede fået udtryk som "modigt" og "nøgent" smidt efter sig - hvilket P og S vælger at tage som en ros.

Lige nu ser man specielt frem til Århus. En af gruppens bedste koncerter fandt sted her for næsten præcis ti år siden. Det skal også blive godt at stifte nye bekendtskaber rundt om.

Der loves ikke noget, men det forlyder at PF vil have en særdeles sej t-shirt parat til lejligheden.


7/10 - 06
PF takker alle som dukkede op til koncerten på Rust d. 5. oktober! For alle jer der udviste bekymring for Martins ben, kan vi bekræfte at han er i stadig bedring. Vi takker endvidere Martin Bernt for at få os op af stolene og ikke mindst Fast Eddie som er blevet Port Friendly's officielle transportmand.

  


Port Friendly spillede en intim singer-songwriter koncert på Kulkaféen d. 10/1 07. Tak for det gode fremmøde. Ok - en fuld mand og hans hund havde i sig selv givet indtryk af nær udsolgt, men imponerende var det ikke desto mindre.